Nyt centrum i Bording

Titel: Nyt centrum i Bording
Emne: Arkitektkonkurrence
Kunde: Ikast-Brande Kommune, Realdania og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter
Projektperiode: 2013-2014

Mange stationsbyer og mindre danske byer står i en situation, hvor det traditionelle centrum taber mening og i mange tilfælde forfalder. Hvor hovedgaden tidligere var definerende for byernes fælles liv og identitet, præges mange mindre byer i dag af et tomt og nedslidt centrum som følge af mange års butikslukninger. Stationsbyerne står derfor i en situation, hvor de bliver nødt til at gentænke deres funktion, plan og identitet.

I den midtjyske by Bording har Ikast-Brande Kommune i samarbejde med Realdania og byens borgere i gennem to år arbejdet med at gentænke deres byprofil. Med hjælp fra udefrakommende eksperter har byens borgere udviklet en ny vision som familievenlig pendlerby med fokus på fællesskab og det gode familie- og fritidsliv. Dette har ført Bording frem mod en arkitektkonkurrence, hvor fem teams skal give konkrete bud på, hvordan byplanen i den klassiske stationsby kan gentænkes, så der skabes nye attraktive rammer for byens fælles liv.
carlberg|christensen står for tilrettelæggelse af program og konkurrenceproces i tæt samarbejde med partnerskabet. Derudover står carlberg|christensen for at formidle projektets faglige viden, herunder visionsarbejdet frem mod konkurrencen på tværs af borgere, kommune, fonde og udefrakommende eksperter.

Læs mere på kommunens hjemmeside

Category
Projekt