Hvad kan VI gøre?

Fællesskabet er for værdifuldt til at blive overladt til borgerne selv at rode med. Vi må påtage os et fagligt ansvar for at få fællesskabet til at fungere.

 

Det flyver i disse dage med ideer til, hvad politi, retsvæsen, daginstitutioner, skoler, fængsler, socialrådgivere med flere kan gøre for at dæmme op for terror og  radikalisering af frustrerede unge. Som en markant understrøm i den debat rumler snakken om fællesskab. Det store fællesskab af borgere i Danmark. Det fællesskab, som nogle få tydeligvis ikke føler sig som en del af. Det fællesskab, som statsministeren appellerede til under mindehøjtideligheden. Det fællesskab, som i krisens efterdønninger er i fare for at blive underinddelt og splittet i os og dem.

 

Et fællesskab er ikke en given størrelse, men konstant til forhandling. Der skal arbejdes for fællesskabet – som i ethvert parforhold. Statsministerens betryggende ord om det store fællesskab, som det våben, vi altid besvarer udefrakommende trusler med, kan derfor hurtigt begynde at klinge hult, hvis ikke vi for alvor (igen) tager fat og tænker fællesskabet ind som en selvstændig målsætning i vores samfundsudvikling. Helt på linje med økonomisk vækst, grønnere miljø og flere arbejdspladser.

 

Så hvad kan VI gøre? Kan vi som designere og planlæggere, der til dagligt arbejder med at skabe fysiske og organisatoriske rammer om sociale fællesskaber, gøre en ekstra indsats? Hvordan kan VI styrke fællesskabet? Åbenlyst er det, at vi står over for en stor opgave med at indrette samfundet på en måde, så vi trods sociale og kulturelle forskelle mødes i hverdagen og opnår basal forståelse for og tillid til hinanden. Det er som bekendt forudsætningen for, at vi inkluderer hinanden i flokken, når vi pludselig opdager trusler lure i krattet.

 

Vi må i stigende grad spørge os selv, om det vi gør, er godt for fællesskabet – og vi må indstille os på, at heller ikke fællesskab kommer uden en pris.

 

I udkanten af Barcelona har en ung lokal tegnestue Flores & Prats for nylig fået opført et socialt boligkompleks. En moderne bygning i beton med navnet Edificio 111.

 

Et sikkerhedskrav fra myndighederne betød, at elevatoren fra parkeringskælderen til lejlighederne skulle deles i to. Arkitekterne valgte at sætte den ene halvdel af elevatortårnet i den ene ende af den indvendige gård, og den anden halvdel i den anden ende. Enhver beboer, der kommer hjem og parkerer bilen i kælderen, er altså nødt til at stige ud af elevatoren og bevæge sig gennem det indre gårdrum forbi unger der leger for at komme videre op med elevatoren i den anden ende af gårdrummet.

 

Et år efter indflytning vender arkitekterne tilbage til deres hus og laver en række filmede interviews med beboerne for at forstå, hvordan deres byggeri fungerer i praksis. Undervejs spørger de til elevatorløsningen. Beboerne brokker sig, og klager over at skulle slæbe indkøbsposerne unødvendigt langt. Arkitekten giver sig herefter tid til at forklare ideen med elevatorløsningen. At hensigten har været at skabe liv i det indre gårdrum, at sikre at der altid er øjne på børnene, og at de ældre på balkonen har nogle at sige goddag til. Det er overraskende er, at følge beboernes efterfølgende reaktion. De køber uden videre ind på ideen. ”Nå, er det derfor? Jamen det giver jo god mening! ”

 

Arkitekterne har i dette byggeri bevidst prioriteret et stærkt fælleskab. Prisen er personlig komfort. Det koster en lille ekstra anstrengelse i hverdagen, til gengæld får man noget andet: Beboerne kender hinanden, er trygge ved hinanden og hjælper hinanden med at kigge efter børnene og de gamle. Arkitekterne har med elevatorløsningen indført lidt social friktion i designet af byggeriet med det formål at styrke fællesskabet. Så længe beboerne får en meningsfuld forklaring, er de også parate til at bakke op om løsningen. Spørgsmålet er, om vi på et mere generelt niveau er modne til at acceptere løsninger, som prioriterer og styrker fællesskabet – også selvom det måske koster en smule individuel komfort?

 

I bebyggelsen Edificio 111 er det umuligt at leve totalt isoleret og skjult. På den ene side får den enkelte beboer derved tryghed og glæden ved hverdagens sociale relationer, på den anden side tildeles samme beboer også et ansvar ved selv at blive gjort til en del af det sociale fællesskab. Dermed forsøger bebyggelsen ikke blot at imødekomme beboernes individuelle behov som kræsne forbrugere, den ansvarliggør også beboerne. Selve arkitekturen ansporer til social bevidsthed, og derved er arkitekturen med til at danne beboerne som hinandens gode naboer.

 

Løfter man disse simple principper op på byudviklingsniveau kalder det på nogle overvejelser.

 

Er vi som myndigheder og fagfolk i risiko for at glemme, hvad forskellen er på brugere og borgere? Tør vi, som arkitekterne i eksemplet, tage ansvar for at skabe borgere med socialt ansvar, selvom det muligvis koster lidt på den individuelle komfort? Har vi glemt, at borgerinddragelse ikke handler om at tilfredsstille særinteresser, men om at skabe opbakning og forståelse på tværs af særinteresser? Har markedstænkningen i byudviklingen rettet spotlightet mod små øer af brugergrupper med særlige behov i stedet for på mulighederne for udveksling og sameksistens mellem dem? Er vi gode nok til at gribe og understøtte fællesskaber i byen, som forener folk på tværs af kulturelle og sociale skel, eller tager vi os til takke med opblomstringen af de mange interessebårne fællesskaber mellem ligesindede? Hvis vi mener, at det er vigtigt at fokusere på den lim, som binder os sammen, er vi så villige til at betale den pris den koster? Er vi gode nok til at forklare meningen med de løsninger, som sætter fællesskabet før individet?

 

Borgere, som kærer sig om andre end sig selv, og som evner at inkludere naboen i fællesskabet, ikke mindst når truslerne trænger sig på, kommer ikke af sig selv. Det er en dannelsesproces, og her spiller vi en vigtig rolle. Der er masser VI kan gøre:

 

– Vi må blive knivskarpe på at skelne mellem hyggelige fællesskaber mellem ligesindede med samme værdier og interesser, og så de opbyggelige fællesskaber, som formår at binde sammen og bygge bro på tværs af kulturelle og sociale forskelle.

 

– Vi må erkende, at vi bliver dovne, understimulerede og ensporede, hvis vi lever i gnidningsfrie livstilsbobler med individuel komfort som primær ledestjerne. Vores økonomiske frihed gør os i stand til at navigere komfortabelt uden om alt, der kan udfordre vores trygge dagligliv. Der er hårdt brug for kreative ideer til, hvordan vi på meningsfulde måder kan genintroducere lidt social friktion i bylivet.

 

– Når vi i stigende grad vælger at lade internet og storcentre være rammen om vores daglige handel, så må vi arbejde benhårdt for at finde og udvikle andre elementer i vores små og store byer, som binder folk sammen i hverdagen.

 

– Frem for at begræde digitaliseringen af det sociale liv, må vi i stedet begynde at arbejde med de aspekter ved digitaliseringen, som viser sig at fremme social interaktion mellem mennesker – også rent fysisk i det offentlige rum.

 

– Vi må blive langt bedre til at udnytte mulighederne for at skabe noget sammen, og gøre en ekstra indsats for at inkludere marginaliserede grupper i det praktiske arbejde med at udbygge og udvikle vores lokalsamfund.

 

– Vi må gentænke, hvordan vi indretter, de steder vi mødes i hverdagen – det gælder blandt andet ankomstarealerne ved skolen, daginstitutionerne, klubberne, idrætsforeningerne.

 

– Vi må formå både at udnytte og udvide repertoiret af børn, hunde og kaffe, som de basale elementer, der i dag bringer voksne sammen i det offentlige rum.

 

– Vi må for alvor begynde en bred faglig diskussion af begreber som social infrastruktur, social friktion og social bæredygtighed som led i en designpraksis, der bevidst fremmer forhandling af adfærdsnormer, modvirker antisocial adfærd, understøtter udveksling, naboskab, møder, inklusion etc.

 

Langt mere kan sikkert føjes til. Pointen er, at så længe intet forstyrrer, har nogle af os tendens til at gå gennem livet med hørebøffer på og snuden i sporet. Nogle må påtage sig at kaste lidt snublesten på vores vej, så vi husker at kigge op og se hinanden.

/NC

 

Category
Debat
Tags
fællesskab