Hjerneforskning og arkitektur

Af Nicolai Carlberg

 

Noter fra ANFA Conference 2018. Dag 1.

 

Mens surferne fra tidlig morgen ligger og venter på rad og række i de store dovne stillehavsbølger er et internationalt community af arkitekter, hjerneforskere, adfærdsforskere, miljøpsykologer og en enkelt etnolog samlet til den biennale konference Academy of Neuroscience for Architecture 2018. Den finder sted i UCSD’s cool Salka Institut tegnet af Louis Kahn og beliggende på skrænterne over stillehavet i den nordlige udkant af San Diego i Californien. Temaet for konferencens første dag er ganske simpelt: Hvad kan vi måle – og hvad kan vi bruge det til?

 

 

Vi kan måle mere og mere. Måleinstrumenter og computermodeller bliver stadig bedre og mere præcise. Hvor man tidligere skulle pakke forsøgspersoner ind i metervis af ledninger og elektroder, kan man i dag få simple EEG målere, som ligner et headset. Hvor man før måtte nøjes med 2D billeder på en skærm, kan man i dag embedde forsøgspersoner i virkelighedstro tredimensionelle virtual reality caves.

 

Men dér hører den enkle historie op. Når det kommer til at indsamle data, fortolke dem og forstå hvorfor og hvordan vi forsker i de fysiske rammers betydning for sundhed, velvære og livskvalitet, er det som om den tværfaglige forsamling kun er nået til RUS-turen. Men heldigvis en berusende og mind blowing en af slagsen, hvor de forskellige fagmiljøer, med hver deres udviklingsspor i bagagen i disse år synes at opdage hinanden og indgå i nye tværfaglige alliancer.

 

Ét centralt spor er evidensbaseret design (EBD), som har sit udspring i Roger S. Ulrichs klassiske studie: View through a window may influence recovery from surgery fra 1984. Det indikerede starten på studier af hospitalsmiljøets indvirkning på helbredelse, udført som var det et nyt medikament. Kravet om evidens gør, at man må isolere det undersøgte fænomen og fjerne alle andre faktorer. Trods det besnærende navn får evidensbaseret design derfor ofte kritik for manglende anvendelighed uden for laboratoriet. Et andet spor er miljøpsykologien, som siden 1970erne (og med Ingrid Gehl som en af pionererne i Danmark) har insisteret på at informere designprocesser med viden om menneskets grundlæggende psykosociale behov. Et tredje spor er adfærdsforskerne, som ikke mindst med bogen NUDGE af Cass Sunstein og Richard Thaler fra 2008 for alvor har fået offentlighedens og politikernes opmærksomhed. Og senest er hjerneforskningen så kommet med på holdet, med Academy of Neuroscience for Architecture som en af de førende tværfaglige forskningsinstitutioner.

 

Trods de forende kræfter er forsamlingen i dag enige om, at der er langt igen. “We know about ten things todays: Daylight, nature etc. But we know almost nothing about their interdependent variables”, siger doktor Upali Nanda. Og hvad når man yderligere komplicerer spørgsmålet om menneskers perception af deres omgivelser ved at inddrage oplagte faktorer som individuel personlighed eller kulturelle forskelle?

 

Uanset hvad bliver hjerneforskningen i den grad hilst velkommen på holdet. Man fornemmer trygheden i salen ved at se psykosociale effekter omsat til (umiddelbart uforståelige) autoritære tal og grafer. Men én ting er, at vi nu kan måle, at hjernen påvirkes forskelligt i forskellige situationer. Noget andet er, hvad vi skal bruge det til. En gruppe italienske forskere fortæller, at de nu har dokumenteret, hvor i hjernen der kan måles aktivitet, når forsøgspersoner konfronteres med rum de opfatter som mere eller mindre komfortable. Ja, og?

 

Diskussionerne viser, at jeg ikke er alene om at sidde med tvivlen på, hvorvidt det giver mening at forsøge at reducere menneskets respons på dets omgivelser til universelle lovmæssigheder, når vi samtidigt i vidt omfang ved, at oplevelsen af rum er både subjektivt og konktekstafhængig. ”We americans are newer going to master the act of hugge or develop coping strategies for a long dark scandinavian winter”, som en amerikaner, der har læst i Stockholm for 35 år siden betror mig i pausen. Så er vi på vej ind i en blindgyde? Næppe. Emnet er komplekst og angrebsvinklerne må være det samme. Som mennesker er vi jo både ens og forskellige.

 

Dagen slutter relativt optimistisk med en ældre arkitekts bekendelse. “I finally learned, that architecture is basically social infrastructure”, og han fortsætter: Enhver streg på papiret er i den forstand en hypotese. En hypotese om hvordan mennesket vil opfatte og respondere på stregen. Vil vi teste hypotesen må vi forstå mennesker.

 

 

Noter fra ANFA Conference 2018. Dag 2.

 

Først blev han næsten blind. Dernæst forsvandt hans evne til at orientere sig rumligt. Hjerneforskeren Huda Akil fortæller om det tidligere Black Panther-medlem, Robert King, og om de neurologiske og fysiologiske ændringer i hans hjerne, som fulgte af de 29 år (!) han har tilbragt i isolationscellen i Angola State Prison, Louisiana. Hjerneforskeren, som til daglig er forskningsdirektør på The Molecular & Behavioral Neurscience Institute, University of Michigan, er ikke kun interesseret i arkitekturens indvirkning på vores mentale helbred. Hun kæmper også for en sag. Hendes forskning er måske på vippen til at blive det afgørende våben i kampen for at få ændret isolationslovgivningen i USA. Juristerne i Justice Department har hidtil ikke bidt på de ellers veldokumenterede psykologiske argumenter om de alvorlige psykosociale konsekvenser, som følger af langvarig isolationsfængsling. Det skal jo være en straf. Men i følge Akil er der noget der tyder på, at juraen vil se anderledes på det, hvis hjerneforskerne kan dokumentere, at hjernen bliver fysisk ødelagt.

 

Akil kan ikke få lov at lave kontrollerede før-efter forsøg på isolationsfanger, så hun kombinerer dyreforsøg og studier af mennesker udsat for isolationslignende forhold. I følge Akil har det mest overraskende resultat for forskerne været, at selvom nogle områder i hjernen forventeligt er mere ødelagte end andre, så er forskellen mellem en normal og en isolationsfanges hjerne nærmest som forskellen på et træ sommer og vinter. Hjernen er visnet.

 

Akils dyreforsøg viser dels at varigheden af ensomheden er afgørende. Når Akil øger musenes isolationsperiode med blot én uge – fra 7 til 14 dage – sker der en fordobling af indholdet af stresshormon i musene. Dels at ensomme rotter bliver meget hurtigt glade, når de igen får adgang til en ven – ”almost same reaction pattern as when I give them cocaine”. Og endelig, at depressive og introverte mus får livsglæden tilbage (målt i lykkepib per minut), når de placeres i et rum, hvor der er andre depressive og introverte mus. Men de introverte mus forbliver til gengæld ulykkelige, hvis de sættes i et rum sammen med glade ekstroverte mus. Så meget for ideen om blandede byer.

 

 

Vi er alle skifteholdarbejdere

Okay, det sidste var en overfortolkning. Men med ni timers tidsforskel i kroppen og kun tre timers søvn er jeg ikke helt på toppen. Faktisk er mit circadiane døgnrytmesystem ifølge den amerikanske hjerneforsker Satchin Panda helt smadret, og fordi mit døgnrytmeur er ude af synk er jeg lige nu i risikozonen for at tilegne mig alle tænkelige dårligdomme fra stress over depression og bipolar lidelse til hjertekarsygdomme. Doktor Panda leder Salka Instituttets Regulatory Biology Lab og han er til gengæld helt på toppen, da han argumenterer for, at vores moderne livstilsmønstre er gift for de naturlige genetiske og biokemiske processer i vores krop. Vi leger dagligt med døden, advarer han og uddyber:

 

Dagslys, søvn og madindtag er de tre primære processer, som er forbundet med kroppens indre ur. Uret dikteres af jordens rotation om solen (hvorfor det er svært selv for civilisationen at ændre på) og foreskriver, at vi bør sove, når det er mørkt, spise begrænset og regelmæssigt i løbet af de lyse timer og – meget afgørende – undgå blåt lys efter mørkets frembrud. De fleste af os sover alt for lidt, snacker løs det meste af dagen, bruger hyggelig rødlig belysning i dagtimerne og sidder badet i blåt skærmlys midt om natten. Derfor kan man i dag finde stress og angstsymptomer i de fleste af os, af en slags som forskerne ellers hidtil primært har registreret hos skifteholdsarbejdere. Doktor Panda er ikke tvivl om, at vores mange både mentale og somatiske livstilssygdomme i vidt omfang kan relateres til manglende respekt for vores døgnrytmesystem.

 

(Det slår mig, at flyselskaberne har lyttet til Panda, og at det som man fejlagtigt tror er et dårligt forsøg på at tage natklubstemningen på Ibiza på forskud – det skiftende røde og blå kabinelys, i virkeligheden er evidensbaseret design. Det skal modvirke jetlag ved at fremskynde omstillingen af kroppens døgnrytme. Det virker dog som en ringe trøst for ens mentale helbred, når man samtidigt er presset ind i en metalcylinder med 220 andre, fixeret med bælte og har et blinkende underholdningsanlæg mast helt op i ansigtet.)

 

Det er i det hele taget en alvorlig og alligevel inspirerende dag i konferencesalen. Isolationsfængsling, stress og skoleskyderier. Ikke færre end 28 oplægsholdere og paneldeltagere er på scenen i løbet af dagen, plus en enkelt professor i miljøpsykologi, Richard Wener, som er med på skype fra New York. Han oplister de kritiske og sygdomsfremkaldende parametre ved et fængselsophold:

·        Lav grad af kontrol over udsathed (exposure)

·        Lav grad af forudsigelighed (og kognitiv kontrol)

·        Valget mellem overstimulering (crowding) eller social isolation

·        Støjgener

·        Lugtgener

·        Lav grad af kontrol med temperatur

·        Kedsomhed

·        Begrænset privatliv og lav grad af territorial kontrol

·        Øget risiko for vold

 

Selvom et fængselsophold er en ekstrem situation, kan de fleste af os sikkert alligevel nikke genkende til et par af parametrene fra vores eget liv. Fælles for dem er, at de indvirker på produktionen af hormoner i hjernen og kan føre til mentale lidelser – typisk angst, depression og stress. Ved langvarig påvirkning, kan det yderligere fremme somatiske sygdomme. Der er selvfølgelig både individuelle og kulturelle forskelle på, hvad vi konkret oplever som værende generende støj og lugt, eller hvor påvirkelige vi hver især er overfor udsathed eller manglende privatsfære.

 

 

Lidt for gode ideer

Øget forståelse af hjernen, giver også nye muligheder for at manipulere. En tegnestuechef fortæller, at deres kunder skal føle sig godt tilpas selv på meget få kvadratmeter. Derfor benytter de optiske bedrag, som snyder hjernen til at opfatte rum større end de er. (De gør det i bedste mening, men alligevel godt at der ikke sidder danske developere i salen og får gode ideer). En anden demonstrerer, hvordan vi uden videre kan snyde kroppens reaktion på trafikstøj ved at give folk et billede af en strand at kigge på imens. Så tror hjernen støjen kommer fra noget rart, og den negative indvirkning på hjernen er målbart mindre. (Igen, ingen grund til at kommunen her får gode ideer til lette løsninger).

 

Også her på konferencens anden dag er Aalborg Universitet repræsenteret. Denne gang ved Lars Brorson Fich, som leder et forskningsprojekt med fokus på sammenhængene mellem rum og stressreaktioner. De samarbejder med blandt andre Teknisk Universitet i Berlin, som har samme type Virtual Reality Cave installeret som den i Aalborg. Lars Brorson Fich bliver klart mest begejstret, når han fortæller om de forsøg, som ikke bekræfter deres hypoteser, og som derfor tvinger ham tilbage i tænkeboksen for at stille bedre og mere præcise undersøgelsesspørgsmål og designe nye tests. Blandt andet fik de uventede reaktioner hos forsøgspersoner, som blev vist et rum med udsigt til natur, og de skal nu undersøge om det måske kan være typen af natur eller dybden i landskabet, som spiller en rolle for vores perception.

 

Dybden i landskabet er selve pointen i det centrale gårdrum på Salka Instituttet. Arkitekten Kahn havde først tegnet en park med træer. Historien forlyder at han blev i tvivl og søgte råd hos sin gode ven, den mexicanske arkitekt Luis Barragán. Han sagde: “Nej, ingen træer. Du skal tegne en facade til himlen.” Det virker. Der opstår en sjælden magisk stemning, da solen sidst på dagen under receptionen spejler sine allersidste stråler i den strøm af visdom, som risler sagte i kanalen i midten af gårdrummet inden den (i hvert fald symbolsk) flyder ud i Stillehavet mod vest og spredes til resten af verden.

 

 

Noter fra ANFA Conference 2018. Dag 3.

Gehl har uden tvivl overset San Diego. Til gengæld har mini-lejebilen automatgear. På restaurant Italiano Romantico er tjenerne små skarptskårne mexicanere med tattoos, der serverer virkelig gode Crab Cakes med Southern Island dressing. I mit skralderum på La Marinda Estate stikker et lyseblåt surfboard op ad containeren.

 

Konferencens tredje og sidste dag starter med en såkaldt big A. Den iranskfødte amerikanske stjernearkitekt Mehrdad Yazdani. Han taler med en lidt hæs stemme, er ulasteligt klædt og lige landet forstår vi. Han viser os først et lille uddrag af hans bedste håndtegninger fra hans indtil videre 34 indbundne sketchbøger – en del af dem tegnet med hans datters gel-pen. Han taler længe og indfølt om den kreative inspiration. Han arbejder med blurring boundaries“My clients don’t have to worry about anything that is fixed.” Vi får også en del instavenlige fotos fra nogle af hans store opgaver, blandt andet Bollywood Museum, hvis abstrakte form bygger på computermodeller af hans håndtegnede kartoffelchips i alle tænkelige former. Han står også bag et nyt hospital i San Diego og én vil vide om der er udarbejdet post occupancy evaluations på hans bygninger. Det er der vist ikke, men Yazdani fortæller, at han får så meget ”positive feedback” fra dem han – eller hans kollegaer – efterfølgende har mødt. ”We dress better in this building”, har en kvindelig ansat betroet ham og hospitalchefen har fortalt ham at ”the productivity has increased remarkable”. I pausen slår fem velklædte damer hurtigt cirkel omkring ham.

 

Det bliver introen til et underliggende tema for resten af dagen. Samspillet mellem kunsten, håndværket og videnskaben. Mellem ego, tradition og evidens. Eller manglen på samme.

 

På nær da en deltager foreslår at forbyde våben i stedet for at tale om, hvordan man designer trygge skoler, er der ikke blevet klappet så impulsivt fra salen, som da en studerende med spag stemme fra bagerste række siger, at hun ikke helt forstår, hvordan vi på den ene side kan tale så meget om at designe med udgangspunkt i mennesket og så alligevel ende op med, hvad der for hende ligner ”instafriendly spaceship architecture”.

 

Forsamlingen er enig om, at videnskaben ikke skal bruges til at udvikle evidensbaserede checklister for god arkitektur. Omvendt bør arkitekten ikke miste jordforbindelsen i kunstnerisk arrogance. Forskningsdirektøren på Van Alen Institute, Andrew Brown, minder om, at dette ikke er en ny diskussion ved at citere antropologen Edward Hall:” The sophisticated architect pays lip service to the man-environment relationship and then goes right on with what he was doing anyway. (Beyond Culture, 1976). To præsentationer synes at byde ind med en form for brobygning. Ét studie har sat sig for at bruge videnskabelige metoder til at undersøge hvordan og hvorfor menneskehjernen synes at have præference for visse klassiske arkitektoniske elementer – harmoni, kontrast, repetition etc., og et andet projekt undersøger på næsten tilsvarende vis to ud af 45 klassiske arkitektoniske forhold – orientering og aflæsbarhed (legibility) og hvordan disse forhold påvirker menneskers oplevelse af deres omgivelser.

 

 

Tankevækkende hvis ét af hjerneforskningens bidrag til arkitektfaget bliver at genopdage og videnskabeligt dokumentere værdien af klassiske arkitektoniske forhold som et supplement til computergenerede futuristiske konstruktioner baseret på tilfældige kartoffelchipformer. Tilbage til fremtiden?

 

Konferencens afsluttende sessioner holder sig fra at samle op i et fælles manifest eller principper. Nogle vil dog gerne vide, hvor vi er på vej hen, og om feltet skal have et navn. En foreslår Impact Design. Men lad os ikke spilde tiden på den slag. Som en australier med tyk accent siger: “Crappy buildings are getting build every day. You can’t wait treat diabetes till you have the cure.”

 

(tak fordi du læste med /N).

Category
Debat