Er foreninger det glemte guld?

ER FORENINGERNE BYPLANLÆGNINGENS GLEMTE GULD?
 

Idrættens fornemmelse for byrum

I 2004 blev vi kontaktet af Stig Lennart Andersson, som var blevet bedt af Lokale og Anlægsfonden om at lave en undersøgelse af selvorganiseret idræt. Det førte til en intens proces, hvor vi var ude og lave interview og feltarbejde med BMX’ere, hacky sackere, skatere med mere… Det var en fascinerende proces, hvor det især var mange af disse typer af aktiviteters evne til at gå ind og omdefinere og nyfortolke et sted, som vakte vores interesse. På den måde blev det en del af en – i vores øjne – vigtig debat i byfeltet, hvor der blev sat fokus på den kreativitet og nytænkning, som de selvorganiserede aktiviteter repræsenterer.

Lokale og Anlægsfonden endte med at trykke denne fine lille bog, og vi tog selvfølgelig arbejdet med os i alle de andre ting, som vi arbejdede med i årene derefter.

Pointe: Det selvorganiserede et udtryk for en forfriskende nytænkning af byens rum og af hele bevægelses- og idrætsfeltet. Den introducerer et nyt blik på byens rum og tiltrækker nye grupper til idræt / bevægelse.

 

Nyt kultur- og idrætshus på Nørrebro
En af de gange var i 2008, hvor jeg sad og arbejdede på en vision for et nyt kultur- og idrætshus på Ydre Nørrebro. Vi havde inviteret en masse dygtige folk til en workshop, hvor jeg udbredte mig om nødvendigheden af at tage udgangspunkt i de selvorganiserede aktiviteter, når vi udviklede det nye hus. Vi havde også en idrætskonsulent fra DGI med, som tog ordet og gav mig ret i at det selvorganiserede er vigtigt, og at stadig flere dyrker idræt selvorganiseret. Samtidig ville han dog gerne gøre opmærksom på to ting:

  • Mange – som i rigtig mange – dyrker stadig idræt gennem foreninger. Foreningsidræt tilhører mao. ikke kun fortiden.
  • I et område som Ydre Nørrebro har det stor betydning, at eksempelvis drengene fra Mjølnerparken sammen med drengene fra Lille Berlin deltager i den lokale fodboldklub og hver især kan få at vide, at de er savnet, når de ikke dukker op – for de er et hold. Det handler om at indgå i et forpligtende fællesskab, hvor ens tilstedeværelse er værdsat, og det handler om, at eksempelvis fodbold har en fantastisk evne til at skabe fællesskaber på tværs af sociale og kulturelle skel. Det handler om socialisering.

Pointe: Foreningerne danner relationer mellem mennesker og har en vigtig betydning i at forbinde folk på tværs af sociale og kulturelle skel.

 

Forstaden og Greve
Kort tid efter lavede vi en arkitektkonkurrence om Greve Midtby. Målet var at sætte fokus på, hvordan livet i forstaden kan udvikles. Hvordan kan vi gøre stationsområderne til livlige byområder? Vi begyndte at kortlægge aktiviteterne i området, og der gik det for første gang op for mig, hvor hårdt booket idrætsfaciliteter kan være. Fra tidlig morgen til 24 var alle baner både inde og ude i skole, gymnasium og svømmehal fyldt op. Dette kan selvfølgelig føre frem til den klassiske diskussion om de nu også bliver brugt ligeså intensivt, som de bliver booket. Den diskussion vil jeg dog ikke ind på her, men i stedet pege på det dilemma, som det er, at Greve Bymidte allerede var fyldt med liv, men at man ikke oplevede det ikke, fordi alle baner til idrætsaktiviteter og lokaler til kulturaktiviteter lå inde i bygningerne eller bag ved bygningerne.

Pointe: Idræts- og kulturfaciliteterne lever mange steder et aktivt liv, men er gemt væk fra resten af byen. Faciliteterne må i langt højere grad flettes ind i og sammen med det øvrige liv i lokalområdet, ved at blive fysisk forbundet med bylivet, så forbipasserende kan føle sig inviteret til at deltage eller se på.

 

Jylland
Jeg blev også ført til Jylland. Her var det også tydligt, at foreningerne spiller en enorm betydning, og at de foreninger, som oprindeligt havde udgangspunkt i idræt eller kultur begyndte også at tage ansvar for hele lokalsamfundets udvikling.

  • I landsbyen Vestervig har Håndværker og borgerforeningen taget initiativ til at samle de lokale foreninger i en fælles indsats, hvor de renoverer tennisbaner, åbner den lokale mølle, renser søen i parken, opkøber og enten renoverer eller nedriver huse.
  • I landsbyen Frøstrup er en stribe lokale foreninger gået sammen om at skabe et lokalt kulturhus, som både giver faciliteter til foreninger og giver plads til, at man kan komme ind fra gaden og drikke en øl, eller deltage i et kulturarrangement (og renoveret med støtte fra kommunen, men drevet uden kommunal driftsstøtte).

Hermed kunne jeg også vende tilbage til dele af den oprindelige kritik af foreningslivet. Nemlig at foreningslivet mange steder pga. både organisering og kultur kan være ekskluderende. Foreningerne er ofte styret af ældre mennesker, som kører sagerne på den måde, de nu engang mener, at de skal køres. De to eksempler viser i mine øjne potentialet i at gentænke foreningslivet og tilføre det nyt liv….

Pointe: Foreningslivet har brug for at blive udviklet og åbnet op i forhold til organisering såvel som kultur. Det skal blive bedre til at se ud over egne aktiviteter, involvere sig i lokalmiljøet og frem for alt blive nemmere at træde ind i.

 

København
Endelig vendte jeg tilbage til København og til Ørestad, hvor jeg første gang fik øje på foreningslivet, da jeg deltog i Rasmus Klumps centimetermarathon med min to-årige dreng. Det var til Ørestad Idrætsfestival. Da jeg første gang hørte om idrætsfestivallen var min automatreaktion, at der var det en anelse provinsielt og gammeldags. Men da jeg oplevede det, så jeg hvilke kræfter der ligger i Foreningsdanmarks i forhold til at skabe liv og sociale relationer.

Oplevelsen blev fulgt op med en studietur i carlberg/christensen, hvor vi besøgte en række forskellige steder på Amager, hvor foreningsliv og byudvikling er flettet sammen. Særligt Ørestad står frem efter den tur. Vi mødtes med både Rasmus og David fra Ørestad IF, som fortalte om deres kamp for at få en idrætsforening op at stå. Om gymnastikafdelingen som ligger i evige slåskampe med skolen for at få lov at bruge deres faciliteter, og som har en venteliste på 150. Og ikke mindst fodboldafdelingen, hvor de kæmper for at få en fodboldafdeling op at stå med udgangspunkt i en 7-mands bane i Byparken.

Løfter man dette op og sammenligner med andre byer bliver det for alvor tydeligt, hvor lille vægt vi tillægger klassiske idrætsfaciliteter.

  • restad – Fredensborg – Hjørring

Man kan selvfølgelig ikke forvente sammen facilitetsudbud i København som i provinsen, men er københavnere alligevel så meget anderledes? Det var faktisk rørende at møde David, som er fodboldafdelingens leder. Han yder en heroisk indsats og har igennem lang tid haft 60 bolde og kegler liggende i sin lejlighed, fordi der ikke var indtænkt opmagasinering i forbindelse med banen i Byparken – den var jo til selvorganiseret idræt… Efter sigende skulle hans kone være jublende glad for det lille bitte skur, som de nu har fået nede ved banen.

Pointe: Der er noget galt med den ide om byliv, som København – og øvrige danske storbyer – dyrker. Vi spejler os i Monocle, NY Times og alle mulige andre, som beretter om alt det nydelsesrige liv, som København svømmer over af. Men bag dette uforpligtende, søde liv ligger hverdagen, som særligt for børnefamilier ser helt anderledes ud. Og nej børn drikker selvfølgelig ikke cortado – de går til dans, blokfløjte, fodbold, gymnastik og jeg ved ikke hvad. De gør det bare ikke i de nye bydele, fordi vi ikke bygger nogle faciliteter – og deres aktiviteter er ikke en del af Københavns nye selvbillede.

Category
Debat